Posted by: René Kristiansen | april 13, 2014

9 ud af 10, det har aldrig været vildere

I de sidste tre uger, har jeg haft nogle helt vilde oplevelser på skydebanen. I de sidste tre uger har der været tre forskellige danske mesterskaber. Efter at jeg har trukket mig tilbage fra eliteprojektet, har jeg ikke fået mindre travlt. Jeg har brugt rigtig meget tid på arbejdet og på det at være træner. Så min egen aktivitet har været skuret en del ned. Derfor har de få træningspas, der har været også været meget disciplineret. Jeg har arbejdet intens med at finde den rigtige fornemmelse og det har i den grad givet pote. Jeg kommer kun med en kort opsummering fra DM’erne, ellers vil dette blive et voldsomt langt indlæg.

DM 15m under Dansk Skytte Union

Det første DM var 15m under Dansk Skytte Union i Herning. Her blev jeg nummer to individuelt en x-10 efter Lars Ørum Pedersen, som jeg var á point med. Vi blev danske mestre på hold, en hård opgave. Denne holdkonkurrence er afgørelsen på den turnering der løber igennem hele vinteren. Vi kom til DM som nr. to fra vores gruppe. Efter den indledende runde førte vi og skulle derfor måde Aalborg i semifinalen. Det var hårdt arbejde, jeg følte ikke at jeg kunne få skydningen til at fungere og jeg skød kun 190 i de tyveskud. Overraskende nok vandt vi 4:0, man skyder i semifinalen og finalen mand mod mand. I finalen mødte vi Trehøje, det blev en tæt kamp. Den endte 2:2. Når en kamp ender uafgjort er det den totale holdscore der afgør, hvem der vinder. Her trak vi det længste strå og vi kunne kalde os danske mestre, et stort øjeblik.

DM 15m DGI Skydning

Jeg har til dette DM aldrig prøvet noget lignede. Jeg vandt alle individuelle titler i min klasse og vandt med tre hold, tre mesterskaber. Total 7 ud af syv guld medaljer. Jeg skød de højeste resultater jeg nogensinde har skudt til et DM. På luft 2x 199 ud af 200 og på cal. .22 2x 198. Det at vinde .22’eren efter  hård arbejde  i finalen er helt specielt for mig, for det er tredje gang inden for de sidste fire år, jeg vinder den. Da vi startede om morgen sagde jeg, at jeg ville vinde dette mesterskab og jeg vidste det var muligt. Men grunden til at jeg følte denne kampgejst og vilje bunder i noget der skete dagen før.

Om lørdagen den 5. april havde jeg sammen med Astrid Becker-Larsen og Annahelena Skov Iversen en mentaltræningsworkshop. De to forfattere holdt et oplæg, hvor de lagde grundstenene til, hvordan man kunne arbejde med mentaltræning. Jeg stod for anden del af workshoppen. Mit indlæg var, at fortælle om det liv jeg har levet som skytte/ eliteidrætsudøver, men også som mennesker, med alle de udfordringer man kan have. Det var en fantastisk oplevelse at få lov til at fortælle om de ting, man går og tumler med og som gør en til et helt menneske.  I oplægget kommer jeg ind på, hvad det mentalt gør ved en, at man har en god teknik og hvordan den påvirker psyken. Når teknikken er stort set perfekt ved man, at alt er muligt og at det vil lykkes, fordi man kan. Det gjorde udfaldet om søndagen.

DM 10m luftriffel Dansk Skytte Union.

I går skød vi det sidste danske mesterskab, som afslutning af denne vinters sæson og ringen blev sluttet. Jeg skød en for mig jævn skydning uden, at den var prangende. Jeg stod øverst på resultatlisten da skydningen var slut. Da vi skød efter den nye finaleform betød det, at vi trak lod om standpladserne i finalen og at vi startede fra nul, som var det en 100m sprint finale.

Jeg trak standplads 1, som i gamle dage også ville have været den jeg skulle stå på. Jeg besluttede mig for, at det også skulle være placeringen til slut. Det blev en lang og sej kamp. Efter de første tre finale skud, lå jeg midt i feltet, men efter seks skud var jeg igen med i top tre. Derefter bølgende det frem og tilbage de næste 14 skud. Jeg var nervøs og det ligger jeg heller ikke skjul på og tilskueren bagved kunne se, hvordan ”min” (forklaring følger)riffel dansende. Jeg fik skudt tre 9,9’ere inde i de sidste 10 skud og det gjorde, at jeg kom med en lille frustrerede lyd, som nogle tilskuere munterede sig over. Jeg var presset, for man kan ikke hente ind på den førerende, når man skyder 9,9. I de sidste fire skud brugte jeg meget tid på at få styr på vejrtrækningen og på at klemme skuddet af, selv om piben piskede op og ned på grund af pulsen. Jeg lukkede med fire x10’er, der gjorde at jeg kunne overhale og holde føringen, hjem. Dansk mester 2014 på 10m for andet år i træk.

Længere oppe skrev jeg ”min” luftriffel. Det er det praktisk talt ikke, jeg har skudt med en lånt riffel, nemlig Anette K. Jensen luftriffel, tak Anette du har en del af æren. Grunden til at jeg har skudt med hendes luftriffel er, at jeg ikke ejer en luftriffel, da de luftrifler jeg havde, er gået til bedre formål, til skytter der vil frem i verden.

Det har været vild at vinde ni ud af ti guld medaljer ved tre danske mesterskaber og tak til dem der gør det muligt. BPI har ligeledes i de sidste tre weekender sat sig på rigtig mange mesterskaber, hvilket har stadfæstet vores placering på landkortet.

Jeg afsluttede denne weekend med at løbe mit første kommercielle løb. Hjerteforeningen afholdte i dag ½marton og 10km i Gårslev. Jeg løb 10km hjem i tiden 45:55, hvilket jeg er rigtig godt tilfreds med, det kunne gå hen og blive en ny ekstra hobby.

-René

IMAG0427[1]

 

Reklamer
Posted by: René Kristiansen | marts 2, 2014

Nu skrives et nyt kapitel

Jeg er skytte, det har jeg altid været og det vil jeg altid være. At være eliteudøver er for mig noget helt specielt. Den kamp man kæmper for at nå til tops, der hvor der ikke er nogen over eller ved siden af, den er ubeskrivelig. I de sidste 9 år har jeg kæmpet denne kamp i elitesatsningen under Dansk Skytte Union. Jeg har været til Europa Cups, World Cups, EM’er og VM’er. Jeg har mødt fantastiske mennesker og fået stærke relationer rundt om i verden. Skydning har gjort og gør mig til den jeg er. Havde det ikke været for skydningen og dens forskellige redskaber, havde jeg ikke stået, hvor jeg står i dag.

Kære læser, jeg har i denne uge valgt at indstille min elitekarriere på de olympiske discipliner. Dette betyder, at jeg ikke længere vil være særlig aktiv på 10m og 50m. Jeg er udtrådt af eliteprojektet under Dansk Skytte Union. Spørgsmålet er, hvorfor og hvor nu?

Efter EM i august gik jeg på pause, i håbet om at finde motivationen og glæden ved det at være på skydebanen. Siden jeg har kun været på skydebanen, når der har været turneringer eller træningslejre. I starten af januar havde vi en træningslejr i Herning. Hvor jeg havde en samtale med min sportspsykolog. Jeg har for længe siden valgt, at jeg skulle revurdere min tid som eliteskytte. Denne revurdering skulle ske efter VM i 2014. Jeg ville der beslutte, om jeg ville blive ved med at dyrke eliteidræt, hvis jeg ville blev det et år af gangen. Hvis ikke, ville VM være afslutningen. På lejren i januar snakkede jeg psykologen om, at jeg måske havde truffet beslutningen, at VM blev det sidste og at jeg ville stoppe derefter. Hun sagde at det var helt ok at tænke de tanker, da jeg har tænkt længe over det her. Indtil for 14 dagen siden har jeg haft det rigtig skidt, jeg har kun tænkt på skydning, hvor fantastisk det er og hvor lidt jeg har haft lyst. Når jeg har set mig selv i spejlet, har jeg ikke kunne se gnisten i øjnene, som der var en gang.  Når jeg har stået på banen har jeg følt det som om at det kun var kroppen der er til stedet og ikke mit indre.

Jeg havde allerede truffet beslutningen om at VM ville være det sidste, men hvorfor vente? Hvorfor gå i et halvt og kun præstere halvt, fordi jeg ikke ville være til stede mentalt og gøre alt det som jeg normalt ville gøre?

Jeg ser mig selv som en person, der kæmper hele kampen, jeg trækker mig normalt ikke selv om jeg møder modstand. Jeg har, kunne mærke, at jeg er begyndt at slægge på blandt andet denne værdi og andre personlige værdier, og når det sker skal man gøre noget og det har jeg gjort nu. Jeg vil ikke kunne leve med at stå til en World cup, hvad enten det er i München, Fort Benning eller Beijing og vide, at jeg ikke er klar eller ikke har lyst og kampgejst til at præstere. Derfor overlader jeg pladsen til en anden, der har lyst til at kæmpe sig ind på den internationale scene.

Men det er ikke kun motivationen der har været afgørende for beslutningen. Jeg kan mærke at jeg gerne vil trække mit liv i en anden retning, være der mere for min familie, der har støtte mig igennem alle årerne. Jeg vil gerne føle at jeg passer mit arbejde godt nok, hvilket til tider kan være svært, selvom man prøver at planlægge sig ud af al rejse aktiviteten. Først og fremmest kan jeg mærke at jeg mangler noget, jeg føler mig ikke presset af tiden. Men tanken/behovet om at kunne dele livet med en anden en blot mine rifler også er en medspiller.

Derfor har jeg valgt at geare ned. Efter jeg har truffet beslutningen er knuden i maven forsvundet og jeg begynder at have det godt igen også med mig selv. Min sidste aktivitet med elitesatsningen blev træningslejren i Hannover, hvor jeg sluttede lejren med nogle rigtig gode oplevelser. Jeg har den følelse, at når jeg nu slutter dette med en god oplevelse, vil et evt. comeback. i fremtiden også være nemmere.

Det har været en fantastisk tid på den internationale scene med de olympiske discipliner og en dybfølt tak til alle de venner, kolleger rundt om i verden som jeg har fået. Jeg håber, at jeg ved lejligheder stadig kommer til at se jer. Tak til alle der er med i eller omkring elitesatsningen, I har været med til at gøre det til en fantastisk tid.

Jeg vil dog stadig være at finde på en skydebane, jeg stopper ikke helt, jeg skal bæres herfra! Jeg fokuserer i fremtiden, på mine aktiviteter med det militære landshold, da rejseaktiviteten her er mindre. Jeg fik mit gennembrud på 300 meter og her har jeg altid følt mig hjemme, derfor er det naturligt for mig, at blive på denne distance og nyde de trygge omgivelser. I det daglige vil jeg stadig være at finde i BPI, hvor jeg vil varetage min trænerrolle, i håbet om, at kunne skubbe nogle talenter i den retning, hvor de kan få de samme fantastiske oplevelser, som jeg har fået med skydningen. Og lur mig, jeg vil også være at finde til enkelte stævner i løbet af året.

Bloggen her vil stadig være aktiv, men kun når jeg er til stævner eller når der er noget jeg virkelig gerne vil fortælle. Det har været en overvældende oplevelse at se, hvor mange der har vist interesse for det jeg har skrevet igennem den tid jeg har haft bloggen. 34.000 view er det blevet til. Tak!

Jeg skriver i dag et nyt kapitel i mit liv og mit liv med skydning. Hvis man skulle spørge, fortryder du at du ikke har valgt, at gøre dette før, er svaret et rungende nej, jeg fortryder intet. Jeg har på en hel speciel måde elsket hvert minut at min tid som eliteidrætsudøver. Blodet, svende og tårerne har gjort mig til det menneske jeg er.

Alder er ingen hindring i skydning, så hvem ved, det kan være at jeg en dag vender tilbage til elitesatsningen.

Livet er, hvad man gør det til, så gør noget!

-René

 

Posted by: René Kristiansen | december 30, 2013

Om 26 timer 45 minutter sker det igen.

Om 26 timer 45 minutter lyder rådhusklokkerne, fra tv’et lyder ”Vær velkommen Herrens år” og udenfor vinduerne er himlen et inferno af farver og lyde, vi skriver 2014. I dag ser jeg tilbage på året der er gået, hvad der er sket.

Dm’er: Det er i år blevet til tre danske mesterskaber på henholdsvis 10m luftriffel og to på 300m 3×40 og 3×40. Luft mesterskabet var en af de fedeste oplevelser, jeg længe har haft. Jeg gik i finalen som nummer et, røg ned som nummer syv, med stålsat vilje kæmpede jeg mig tilbage til førstepladsen, med ti vanvittige gode skud som afslutning. Når man kan strække armene i vejret og brøle, er en fantastisk følelse.

https://renekristiansen.wordpress.com/2013/03/09/nr-1/

Europa Cuppen: Jeg nåede ikke målet fra sidste år om at genvinde finalen, hvilket jeg et stykke af vejen er meget skuffet over, men mine egne forhold var ikke til det. Til gengæld har jeg taget medaljer ved alle de Europa cups, jeg har stillet op til.

Militært Nordisk Mesterskab: Endnu en gang fik jeg bevist over for mig selv og alle andre, at jeg ligger lige bag de bedste nordmænd når det gælder 300m. Jeg leverede årets bedste præstationer der og det var med en god fornemmelse at jeg kunne drage hjem derfra. Noget af det der betyder meget for mig, ved det nordiske mesterskab er, det sociale sammenhold der er på tværs af landende. Det er fantastisk at møde disse mennesker hvert år, det er noget der for mig betyder utrolig meget.

EM: Årets største begivenhed har været EM. Det blev dog langt fra så succesfuldt som jeg havde ønsket. På 50m blev jeg nr. 14 med 1164, hvilket jeg var rigtig godt tilfreds med. Det er min bedste placering ved EM på 50m. På 300m tog vi bronze på det liggende hold. Min første EM medalje, men jeg håbede at det skulle blive til flere, men det gjorde det ikke. Resten af EM blev for mig en stor skuffelse. Jeg formåede ikke at holde trykket i de afgørende situationer. Jeg lå med i den rigtige ende af feltet og viste at jeg havde kapaciteten. Men i de sidste ti skud, hold jeg ikke trykket og raslede ned igennem resultatlisterne. Det har taget hårdt på mig, da jeg sidste år have en evne til at stå hele distancen. Det var også på grund af EM, at jeg har været på pause her frem til jul, kun afbrudt af minimal træning. Træningen har vist at jeg kan endnu.

https://renekristiansen.wordpress.com/2013/08/01/em-kroatien-her-er-sa-stille-nu/

Årets bommert(er): Dette er noget som har fyld meget i år og det har bragt et smil på læben hos mig og mange af dem der har været omkring mig, dog ikke lige når det har stået på.

Den første var da jeg formåede at ødelægge hele min feltskydning ved Militær Nordisk Mesterskab. Jeg startede skydningen med at fordele mine skud forkert i forhold til antallet af skiver, hvilket kostede mig to træf. Men det værste var da jeg ikke hørte stopsignalet på en senere station, her afgav jeg yderligere to skud efter at skydetiden var ophørt. Dette ligger vidst derude på youtube et sted. Mine to stunts kostede mig 10€ til elefantordnen.

https://renekristiansen.wordpress.com/2013/06/29/militaer-nordisk-mesterskab-feltskydning/

Årets anden bommert var den der satte flest mennesker i gang, det var da jeg forsvandt på vej til M i Osijek i Kroatien. Hele historien kan læses under indlægget: Søg og du skal finde, nu er du fundet og hvor f…. har du været. I helt kortet træk så var jeg efterlyst af det kroatiske politi i fire timer, da jeg var blevet væk for organisationskomitéen. Til deres overraskelse sad jeg i den rigtige bus, på det rigtige tidspunkt, men havde valgt at ligge mig til at sove. De andre der var i bussen troet at jeg var russer. Det skabte vild panik, da jeg ikke havde taget min telefon med til Kroatien, eller retter læs glemt i DK. Alle virkede rigtig glade da jeg ankom til hotellet fuldt tilfreds med dagens rejse. Optrinnet resulterede i en andenplads i årets klaphats konkurrence.

Den sidste bommert i år, var dyr. Jeg kørte til Sydfrankrig for at skyde Europa Cup Finale, hvad jeg ikke havde styr på var min bagage. Jeg havde i stress, pakket i den forkerte kuffert, hvilket betød at jeg manglede min kindpude. Meget dumt når man har kørt 1800km. Yderligere gik min pibe ned, 2000skud før det var forventet, så det gør at jeg nok igen skal af med penge til Elefantordnen i det militær nordiske samarbejde.

Hvad er status?

Når jeg kigger tilbage har jeg mange gange leveret varen, jeg har været stabil, men er jeg tilfreds, svaret er nej. Nej jeg er ikke tilfreds, fordi sæsonen personligt har været meget frustrerende. Jeg har altid sagt, at man skal sige hele sandheden når man har en blog og det vil jeg fortsat gøre med udgangspunkt i det jeg skrev i det sidste indlæg i 2012:

Når man sidder her i sin lejlighed, en kold december aften, kommer man til at tænke ” Var det så det?”, ”Kan det blive større, eller har du nået, hvad du vil nå?” Selvom man ind imellem har lyst til at sige, at det var det. At der er andet i livet end skydning så er svaret ja, det er der. Men jeg gør som min farmor sagde til hendes 80’års fødselsdag i år, bliv ved med at skyde så længe du har lyst. Jeg har rigtig meget lyst og jeg har vilje, jeg ved ikke hvordan jeg skal overgå den her sæson. Men jeg skal forsøge med alt hvad jeg har.   

Jeg har været klar over at det ikke kan blive ved med at gå op ad. Jeg har i fire år haft en stigende succes og udviklingskurve. Jeg har haft tanken, hvornår knækker kurven? Nogle vil sige at det jeg har præsteret i år ikke er et knæk, men det har det været for mig, men det har jeg det faktisk ok med, for jeg har selv bedt om det. Men derfor rammer det stadig hårdt, når man ikke når sin målsætning. Jeg har flere gange i år ikke haft lysten til det jeg gør. Jeg har stået med tårerne løbene ned af kinderne, fordi det hele har været for meget, jeg følte at gnisten og lysten var blevet slukket. Og jeg må ærligt sige, at sådan har jeg det stadig lidt. Jeg nyder at have riflen i hænderne og træne den mængde, jeg har gjort den sidste halve måned. Men når jeg nu skal til at kigge ind i 2014, så går jeg i stå. For jeg har en kalender for hvad jeg skal til, men jeg har ikke en tro på de mål der skal sættes. Jeg har ikke min tidligere vilje til at nu skal jeg gøre det her og jeg kan det. Selvom der er VM, har jeg lige nu ingen motivation for at skulle deltage i det. Dette er noget jeg kommer til at arbejde meget med i årets første måneder.

2014 hvad kan du?

Jeg starter året med at rejse til Swedish Cup, ikke for at være skytte, men for at være træner. Jeg har sagt ja til at hjælpe den nye juniorlandsholdstræner Anni Bissø med juniorholdet deroppe. Det ser jeg meget frem til, for det skaber gnist, at hjælpe andre. Men langt hen ad vejen bliver 2014 et skæbnens år. Jeg har tidligere meldt det ud og nu gør jeg det igen for min egen skyld. Når vi står på den anden side af VM evaluere jeg, og min tid som eliteskytte på internationalt plan skal stoppe. Dette er store ord, men jeg mener at man skal gøre status en gang i mellem og revurdere og det stadig er glæden og passionen der fylder mest. Jeg har fået rigtig mange super oplevelser på den internationale/nationale scene og jeg har vundet mere end jeg kunne drømme om, derfor tør jeg også evaluere tingene og se virkeligheden i øjnene. Men 2014 bliver også et år, hvor jeg skal bruge rigtig meget tid sammen med alle jer: Venner, familie, skytter i det store udland og danske skytter.

Tusind tak for opbakningen der har været i 2013, I er fantastiske, uden jer, var jeg ingenting. Jeg vil ønske her alle sammen et rigtig godt nytår og vi ses i det nye år.

-René

IMAG0199[1]

Posted by: René Kristiansen | december 2, 2013

Man kan ikke køber sig til point, man træner sig til dem.

Så blev det mandag og for mig betyder det, at jeg skal skyde division på 10m. Pt. har jeg lånt min luftriffel ud til en der har mere brug for den end jeg, da vedkommenens er gået i stykker. Derfor skyder jeg med en forenings riffel, for det er lige så godt når jeg nu ikke skal skyde ret meget luft i år og det fik mig til at overveje nogle ting. Jeg ser mange skytter inden for Dansk Skytte Union og DGI Skydning der betaler svimlende summer for udstyr, udstyr der er dyrt købt, når man ser på træningsmængden. Jeg skal sige at dette ikke er et angreb på enkelt personer, men en overordnet betragtning af det jeg ser.

Hvis man har en klar målsætning om at man skal til VM, EM eller OL så er det fornuftigt at hælde en del penge i sit udstyr. Men når man har sådan en målsætning, har man i forvejen planlagt alt og så giver det mening, det gør det ikke hvis man blot skyder en til to gang om ugen.

Jeg er helt med på at der ikke er noget bedre end nyt udstyr, jeg kender det alt for godt. Den første måned man skyder med det nye grej går det fantastisk, men derefter forsvinder den magiske røg og man skal til at kæmpe for at holde resultaterne om, det er blevet hverdag igen. Men ja alt nyt virker og alt hvad der skinner, må man have.

Jeg er ikke ude på at stoppe alt udvikling, men jeg vil gerne have at man tænker over, hvad det er for noget grej man har og om man udnytter det i så stor en grad, som det i virkeligheden er muligt. Et eksempel: Hvis man skyder de almindelige serie i DGI Skydning på tyve skud er det overkill at bruge et aluskæfte, hvis det er det eneste man skyder. Man får på ingen måde det fulde udbytte af skæftet. Hvis man bruger et aluskæfte skal det være fordi, at man også skyder 60 liggende eller 3×40. I hvert fald skydninger der vare længere tid end 30 minutter.

Jeg har nu skud lidt med nogle af foreningen rifler og resultatet er klart, jeg skyder rent faktisk de samme point, som jeg gjorde med min egen luftriffel, der var væsentlig mere hightech. I dag skød jeg 618,8(593) og i sidste uge 619,7(590). Den riffel jeg har skudt med er en ganske almindelig Anschütz 8001Club luftriffel, der både kan anvendes til højre og venstrehåndet. Selv om det er en allround riffel, syntes jeg faktisk den var rigtig god at stå med.  For mig er det ikke så vigtigt med designet, der er andre ting der er vigtiger. Jeg vil gerne give min mening om de tre ting som jeg mener der er vigtigst.

IMAG0064[1]Sigtemidler: Der skal være et sæt ordenlige sigtemidler på riflen, så du føler at du har klik nok. Derudover kan du overveje at sætte et justerbarkorntunnel på, så du kan ændre størrelsen på ringkornet. Det sidste der er vigtig er at du har et irisblende på med f.eks. fem farver, så du har mulighed både at styre hulstørrelsen, men også farven. Da du kan komme ud på baner med meget lys, og baner med lidt lys.

IMAG0065[1]Bagkappen: Bagkappen er en meget vigtig ting. Hvis du skyder med en bagkappe der ikke kan justeres nok, står du og kompensere med kroppen for at få stillingen og nulpunktet til at passe. Bagkappen skal føles behagelig at have i skulderen, den skal ikke glide ud af skulderen.

IMAG0063[1]

Ammunition: Hvis ikke ammunitionen er i orden, er det ligegyldigt hvor meget udstyr du har, du får ikke den optimale præstation. Derfor er det en god ide at teste den ammunition du skyder med. Testet ammunition giver dig en tryghed, da du ved hvor godt den går, og at du skyder hvor du sigter.

Den vigtigste faktor af alle

Hvis ikke du træner, nytter det ingen ting. Man kan ikke købe sig til point, måske to. Men man kan træne sig til mange. Når jeg snakker om at træne, er det ikke kun en gang om ugen og det er ikke serieskydning. Der skal trænes de små ting: balance, sigte, aftræk, nulpunkt osv. Og det skal være mere end 6 timer om ugen, det er i princippet for lidt, men er man ikke eliteudøver er det et godt niveau at være på. Jeg ved at der er mange, som ikke har tid eller ikke ønsker at bruge så meget tid på skydningen for de der er andre ting, der er vigtiger. Men så har man ikke brug for alt det hightech udstyr, der er på markedet i dag, for man kan ikke udnytte det optimalt. Her til slut vil jeg gerne lige stille regnestykket op: Anschütz 8001(med sigtemidler) 10230kr, MEC bagkappe 1200kr. 5000 hagl 600kr samlet pris 12.030kr. Til sammenligning vil en Anschütz 8002 eller 9003 med samme bagkappe og hagl koste 16.230 kr. og 23.300kr. For dette r er i prisforskel kan du købe mellem 6.000-18.000 hagl til at træne med. Og betyder designet lidt. Kunne du jo få den malet sort med flammer op ad siden.

Jeg ved hvad jeg vælger, når jeg ikke skal bruge mere tid på det, en hvad jeg gør nu.

IMAG0068[1]

 

-René

Posted by: René Kristiansen | december 1, 2013

At stå på den anden side

Jeg er landet blødt i min sofa og har nu set det første afsnit af årets julekalender. Jeg er træt som havde jeg skudt stævne i tre dage. Sagen er at det kunne jeg have gjort, men det har jeg ikke, jeg har været træner. Talentcenteret fra min forening BPI deltog i LF Open i denne weekend. Min opgave var at være træner for vores tolv skytter, der var fordelt i fire klasser. Det har været super spændende og krævende. Jeg har meget stor respekt for dem der dedikere deres tid til at være træner, for det er et krævende job, i hvert fald i den form som jeg vil fremstå i som træner.

For mig kan en træner ikke sidde stille i et hjørne og bare observere ud i rummet, han er nød til at være i nærheden af skytterne, kigge på den, tage tid på dem og overveje hvad det næste træning skal indeholde, for at skytten udvikler sig. Oven i det skal han være der når skytten har brug for ham. Sådan en træner vil jeg være og sådan en træner har jeg.

Det har været en fantastisk oplevelse at være med på sidelinje og dele det hele med skytterne, glæde, frustrationer, løsninger for at komme til bage i kampen og ikke mindst at se gælden når tingene lykkes. Jeg skal indrømme at min puls stiger, som var det mig der stod med riflen, når det går rigtig godt for skytterne. Er der noget en træner skal så er det at vise at han er stolt, det er kommet til udtryk et par gange i denne weekend. Som en anden håndboldtræner, der knytter hænderne og strækker armene i vejret og råber, enten med eller uden lyd 🙂

De skytter som jeg har brugt hele min weekend sammen med har virkelig fightet og lavet nogle kanon præstationer, både på og uden for banen. For selv om deres egen skydning er vigtigst har de været der for hinanden hele tiden døgnet rundt. Så kan man ikke andet en at hygge sig og være stolt.

Jeg kan ikke afvise, at når jeg en dag er færdig med at være eliteudøver, at jeg så står som træner, i håbet om at kunne hjælpe andre skytter videre.

Glædelig første december!

-René

Ps. inden den 24. dec. kommer jeg med det ultimative julegaveforslag.

Posted by: René Kristiansen | november 20, 2013

(Almost) The Chinese way

I halvanden uge har der lagt en sort riffelkuffert på mit stuegulv. Jeg har haft den åbnet flere gange, taget fat i genstanden, men i dag fik jeg endelig tid og mulighed for at prøve den. Sammen med Alex Møberg og Morten Flecks, tilbragte jeg eftermiddagen/ aftenen i Lind skytteforening på 50m banen.

Du tænker nok, så kom dog videre, hvad var der i kufferten? Nu skal jeg nok komme til sagen. Jeg er jo begyndt at skyde med Walther på 50m. Det der lå i kufferten var et Anatomic skæfte. Det er det sidste nye skæfte som Walther har lavet, det er et skæfte lavet af laminat træ. Jeg har jo en forkærlighed for træskæfter, så dette skulle bare prøves og resultatet var positivt.

Til skæftet var der kun en udlægger, det betød at jeg valgte at træne på en måde, der er inspireret af kineserne. Det betyder at man bruger samme krog i alle tre stillinger, det eneste man gør, er at flytte den op og ned.

LiggendeIMAG0013[1]

Jeg starte med at en 60 liggende, blot for at se hvordan det føltes at ligge med skæftet. Jeg åbnede med 102,3(98) efterfulgt af 101,3(98). Det var jeg ikke helt tilfreds med, så jeg rejste mig op og fandt mine Lapua X-act i tasken. Tilbage på maven igen. Jeg fandt en god stilling og fik gang i rytmen 104,4(100) 104,6(100) 104,9(100) og slutteligt 103,6(99) totalt 621,0(595). Den sidste 9’er kom i skud nr. 59 og var en sjusket 9,9. Fordi jeg lod fokus glide over på, at nu kunne jeg skyde 40 10’ere i træk, frem for at holde fokus på blot at skyde en 10’er mere. Men jeg var ualmindelig godt tilfreds. Det føles rigtig behageligt at ligge med skæftet, der skal måske en lille vægtlod ud i snuden af riflen, for at få det helt rigtige tryk fra bagkappen.

StåendeIMAG0012[1]

Her afveg jeg fra den kinesiske model, fordi jeg satte en forhøjer mere på. Men det var det værd. Det er over en uge siden jeg sidst har skud stående, så jeg kunne uden problemer mærke at der var bevægelser i kroppen, og jeg fik da også skudt nogle skud på det forkerte tidspunkt. Men jeg ramte rimelig hurtig den rigtige timing. Når man har den helt rigtige timing, kan man tillade sig at skyde selvom, man ikke står 100 % på midten, fordi riflen selv springer der ind, når skuddet går. Jeg åbnede med 96,97,96. Det var jeg rigtig godt tilfreds med. Specielt fordi at jeg i decimaler har over 100,0 i alle serier, faktisk havde jeg 100,4 101,9 102,0. I den sidste serie brugte jeg alt min energi på at gøre det hele rigtigt og det resulterede i af jeg skød stående, som Sonja Pfeilschifter kan gøre det. 100 med 104,4. Totalt 389. En ganske god åbning med det nye skæftet.

Knælende

Tiden var ved at løbe lidt fra mig, men jeg besluttede mig for at jeg godt kunne nå at skyde 40 knælende, inden vi skulle være ude af banen. Jeg fik ændret lidt på højden af bagkappen og gik i gang. De sejlede rundt og hele 9’ere. Da jeg endelig fik tre 10’ere i træk trykkede jeg på knappen. Stimen forsatte ikke og jeg åbnede med to 9’ere. Det var tydeligt at der var noget som ikke passede, for pendlingen var hurtig, kantet og stor. Efter ti skud havde jeg 96. Jeg åbnede anden serie med en 9’er.  Det var jeg ikke tilfreds med, jeg følte at venstre skulder blev trukket fra hinanden, så jeg besluttede mig for at finde min forskæfteforhøjer frem. Det lyder fint, men det er bare en klods jeg kan spænde under skæftet, hvor i jeg kan spænde håndstoppet fast. Det gjord én verden til forskel, det var lige pludselig behageligt at side i stillingen og bevægelserne blev mindre. Der er heldigvis stadig en masse at arbejde med. Men resultaterne blev bedre, jeg lukkede anden serie med 9 10’ere og skød ligeledes 99 i de sidste to serier. Totalt 393 og et slut resultat på 1178.

Er jeg så tilfreds, ja i den grad. Resultatet var fedt nok at skyde, men det var mere følesen af at skyde det, samt at opleve hvordan skæftet arbejder det var vigtigt. Jeg overvejer allerede nu at holde fast i dette koncept med kun en bagkappe, for hvis man kan ramme og holde det hele så simpelt, så er der mere overskud til at koncentrere sig om at skyde. Jeg ved godt at dette kun var træning. Men på de næste mange træningspas, vil jeg prøve igen for at se om jeg kan beholde niveauet eller om jeg kan udvikle det.

-René

 

Posted by: René Kristiansen | november 3, 2013

I’m back

Det er efterhånden noget tid siden jeg sidst bloggede. Sidste gang var de blandende oplevelser ved Europa Cup Finalen. Hvad har jeg så brugt min tid på? Jeg har brugt tiden på noget så simpelt som, at få slappet ordenligt af. Jeg har igennem de seneste par år lært og efterhånden forstået, hvor vigtigt det er, at man i en hverdag som menneske og eliteidrætsudøver, får slappet af og kommer ned i tempo. Hvordan har det så været, slet ikke at skulle røre en riffel? Har du fuldstændig mistet lysten?

Svaret er ganske enkelt, det har overhovedet ikke været svært tværdig imod, det har været fantastisk befriende at kunne gøre alt muligt andet. At kunne fordybe sig i de andre ting, der fylder noget i ens liv, der har været tid til at være sammen med familien og fokusere 100 % på arbejdet. Jeg har på ingen måde mistet lysten. Men det havde jeg gjort, hvis ikke jeg havde taget den pause. Jeg er i denne uge vendt tilbage til skydebanen, med ny lyst, styrke og en super ro og accept af det der sker.

Hvad der ellers er sket

Doping testAntiDoping

Der er dog sket lidt i tiden, hvor jeg ikke har blogget. I forbindelse med den fysiske træningslejr i starten af oktober, var jeg sammen med Stine Nielsen og Jesper Hansen udtrukket til dopingkontrol. Det kom til at tage et par timer, da vi jo var stort set dehydreret efter en hel dags hård træning. Men det lykkedes og resultatet kom med posten forleden. Som forventet negativ, ingen videre tiltale.

 

 

 

Ingen hul i bukserne

I januar havde jeg en uheldig episode ved det store luftstævne i München. Mine nye skydebukser gik lige præcis igennem kontrollen. Problemet var at der var noget stof der overlappede, hvilket jeg resolut skar af. Problemet var at syningen løb op og bukserne sprækkede. Jeg har så skudt med sprækkede bukser igennem hele sæsonen, sikkert til stor underholdning for alle der har været omkring mig. Men nu er det slut. En fantastisk skomager Hans P. Johnsen har formået at sy mine bukser så de aldrig kommer til at sprække igen. Så nu er jeg klar til at møde verden med hele bukser.

Kampen mod det perfekte

Når jeg nu genoptager kampen mod det perfekte, bliver det med nyt materiale. Jeg har prøvet mange ting i gennem tiden og nogle mener helt sikkert at jeg har prøvet for meget, men det lader jeg mig ikke kue af. Nogle gang er man nød til at teste ting for at vide om det er noget eller ej. Derfor var det ekstra underholdende at starte på træningslejren i fredags, der har kørt frem til i dag, men en ny riffel. Jeg har lånt en Walther KK300, som jeg nu tester på livet løs. Der er rigtig mange ting der tiltaler mig, specielt ved skæftet. Det kan laves utrolig smalt, samt at det har en svag hældning, hvilket gør vinklen på den hånd der bær riflen mere behagelig i liggende og knælende. Det geniale er, at man lige som på det nye Anschütz skæfte kan stille bagkappe og kindpude uden værktøj. Nu mangler jeg kun at teste ammunition, når det er overstået kommer der naturligvis et indlæg om det.

I den kommende uge vil der nok ikke komme noget indlæg og gør der bliver det med titlen ”I hende majestats tjeneste”. Årsagen er at jeg på lørdag tager til Jægerspris på Sjælland for at gennemføre uddannelsen til almen befalingsmand, hvilket gerne skulle ende med en skydelære uddannelse næste år. Jeg er en del at det militære landshold, og derfor en del af det danske hjemmeværn. Jeg er af den opfattelse, at skal jeg være på holdet skal jeg levere en aktiv indsats. Derfor er jeg i gang med at uddanne mig til skydelærer, da det er her jeg ser mine kompetencer.

IMAG0102[1]

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

-René

Posted by: René Kristiansen | september 28, 2013

Europa Cup Finalen- Medvind!

I dag har vi skudt 3×40 og det blev for første gang under denne finale, en fornøjelse. Jeg skød med Steffens standard riffel. Det vigtigste var i dag af få aftrækket blev klemt af. Jeg skød 389 i knælende og var godt tillfreds, det var en udmærket start. I liggende gik det ikke helt fantastisk. Jeg var for flinkt til at hjælpe til med højre skulder. Når jeg skød, havde jeg en tendens til at løfte eller sænke skulderen, der sendte skuddene højt/ lavt. Jeg fik kun 391, men jeg kunne melde alle skuddene, det var det vigtigste. Jeg fandt en god stilling i stående og skød ti gode prøveskud, hvorefter jeg gik i gang. Jeg åbnede med 95 med en 8’er, efter fulgt af 93 med endnu en 8’er. Jeg to en lille pause og fandt lige pludselig det rigtige fokus og den rigtige rytme. Jeg skød 99 med en 9’er i første skud og lukkede med 97. Totalt 384, hvilket rent faktisk var de bedste stående der blev skud af alle tyve deltager. Slut resultatet blev 1164, hvilket jeg er godt tilfreds med ikke kun når man ser på at det er skudt med en lånt riffel, men det er faktisk der omkring mit niveau har været hele året.

Placeringsmæssigt blev jeg nummer 6. Steffen blev nummer fire med 1166(396/399/371) á point med nummer to. Lars Jepsen blev uden for top ti med 1143(387/397/359).

Medaljerne gik til:

  1. Marcel Bürge 1170
  2. Cyril Graff 1166
  3. Raimond Debevec 1166

Hvad med i morgen?

I morgen er det den sidste konkurrence 3×20. Jeg er tvunget til at skyde med min egen riffel, da Steffen også skal skyde, så hvordan er forventningerne? Jeg ved det ikke. Hvis det nu går fantastisk, hvad er så skyld i det, har jeg blot været heldig. Hvis det går skidt er det så kun mig, eller er det også piben. Mit udgangspunkt bliver at jeg forsøger at holde riflen så stille som overhovedet muligt, så må det være op til riflen og de skal holde 10 🙂

-René

Posted by: René Kristiansen | september 28, 2013

Europa Cup Finale- Panikken forsætter!

Tja dagen i går var en direkte forsættelse af torsdagen. Jeg kan konstatere at hvad der kan gå galt går galt. I går var jeg gået til frokost med Lars og Jørn, da jeg var færdig med at spise ville jeg gå over og gøre klar til at jeg skulle skyde liggende, der var en halv time. Da vi først skulle skyde klokken 13:00. Jeg forlod kantinen og gik i retning af banen, da jeg pludselig så Charlotte komme i mod mig. ”Du skal skyde nu!” råbte hun. Jeg kom hen til hende i en fart og sagde ” Nej det er først klokken 13”. ”Nej det er nu, prøveskuddene starter nu!”. Det var da fantastisk, Lars, Jørn og jeg havde været 100 % på at det først var klokken 13, men det var det så ikke. Jeg stak i løb og fandt mit udstyr i en fart. Da jeg kom ind på banen blev prøveskuddene sat i gang. Jeg fandt min banen og gjorde mig klar. Jeg nåede at få pulsen ned inden prøveskuddene var færdige. Fornemmelsen af stillingen var ikke hel god og som formiddagens træning, trak nogle af skuddene til venstre. Jeg korrigerede på sigtemidlet, men det ændrede ikke rigtig noget.

Skydningen blev sat i gang, jeg åbnede meden 9’ere, den sad også i venstre, jeg stillede lidt mere og fik en 10’er. Sådan skiftede det lidt frem og tilbage og jeg fik kun 96 i de første ti skud, jeg var ikke ligefrem begejstret, men fattet. I anden serie fik jeg flere 9’ere tæt på 10’eren som jeg ikke helt forstod, det blev til 95. Nu var det hele slut, nu behøvede jeg ikke tænke på resultatet længere. Jeg forsøgte at holde fokus på teknikken, hvilket lykkedes. Det begyndte at gå lidt bedre, men jeg fik stadig mange skud, som jeg ikke var enige i. Jeg endt med 583/17x, hvilket sendte mig ind på en absolut sidste plads i feltet og en sæson bund rekord. Jeg havde altså 17 ’9ere var af 14 af dem var inden for 9,7. Jeg skal ikke være sen til at indrømme at jeg skød nogle af dem, men der var også en del jeg ikke kunne se.

Jeg var noget rådvild efter skydningen og bestemte mig derfor, at undersøge alle muligheder, for at finde fejlen. Jeg startede med at rense løbet godt i bund. Jeg fik fat i Lars ’s prøvedorne, så jeg kunne måle hvor stor piben er indvendig. Jeg havde målt piben den gang jeg fik den, så jeg kendte udgangspunktet. Det der ventede mig, var ikke lige det jeg havde håbet på. Løbet har kun gået omkring 2000 skud og det burde nemt kunne skyde 3000-3500 skud, før at det ville være nødvendigt at overveje at skifte den. Jeg var pessimistisk og tog en af de største dorne og kørte i løbet. Den gik hele vejen igennem. ”Shit” tænkte jeg. Og den største stoppede 100mm før mundingen.  Jeg vendte situationen med Jørn og de andre på holdet. De var også rystet. Hvad f…. skulle jeg nu gøre? Steffen tilbød at jeg kunne låne hans standardriffel og skyde 3×40 med den.

Jeg tror aldrig at jeg har oplevet at alt hvad jeg rør ved mislykkes. At køre 1800km for den form for nederlagt, der meste ligner manglede forberedelse, er på ingen måde underholdende. Men jeg fik trænet med Steffens riffel, og her kunne jeg da melde, hvor de enkelte skud sad. Så det var da positivt forud for den kommende 3×40.

-René

Posted by: René Kristiansen | september 26, 2013

Europa Cup Finalen- Panisk start

I går klokken 13:45 satte jeg mig i en buslet i Kolding med retning mod Saint Jean de Marsacq. Nu er der bare lige det at det ligger i Sydfrankrig to timer fra den spanske grænse, så det er noget af en køre tur. Med på turen er holdleder Jørn Erlandsen, Charlotte Jakobsen, Lars Jepsen, Steffen Olsen og Carsten Brandt.

Turen gik egentlig rimelig fornuftig, indtil vi kom ind på den sidste del af turen mod vores overnatning i nærheden af Loire. Steffen sagde, at der var cirka to timer til vi var der, men et frisk smil på læben sagde jeg, at det blev til mere når det nu var mig der kom bag rettet. Lars satte sig på passagersædet som co-pilot. Jeg satte kursen mod Paris og, derfra gik det så galt. Lige pludselig havde de valgt at de ville lave motorvejen, så den spærre vi da lige. Hvilket sendte os på en udflugt i gennem meget små gader i forstæderne til Paris. Men det lykkes, klokken tre i nat ankom vi til hotellet, kun en time forsinket. Jeg følte kun, at jeg lige nåede at ramme puden, før vækkeuret ringede igen. Klokken var syv og det var tid til at komme af sted igen. Det er nok den dyreste nat vi har haft længe 11€ pr. sovende time.

Køreturen i dag er gået uden problemer, rigtig set, jeg har ikke været bag rattet. Vi ankom til banen klokken 14:20. Her startede mit mareridt.

It belongs to the bag!

Da vi ankom trak jeg mine grejer ud af bilen og gik ind, for at få overstået våben og beklædningskontrollen, så jeg kunne komme i gang med at træne. Jeg åbnede riffelkufferten og tog riflen op. Jeg havde inden afgang besluttet mig for, at tage en anden riffel kuffert med, end den jeg bruger der hjemme. Så jeg konstaterede at jeg havde glemt at få flyttet rensestokken over. Jeg kiggede på riflen der nu lå på bordet, mine øjne blev vidt åbnede, jeg kiggede ned i kufferten, og tilbage på riflen. ”Det sker bare ikke!” jeg åbnede min taske og endevendte den fuldstændig, men det jeg manglede var der ikke. Det jeg manglede var min kindpude. Jeg blev meget lidt stolt. Hvordan i alverden kunne en så rutineret skytte glemme så vigtig en del, det var en begynder fejl af format. Uden kindpude ville det blive over ordentlig svært at skyde, så jeg var nød til at gøre noget.

Jeg fandt Jørn og sagde til ham: ”Jørn nu skal du lige se på mig og tage det fuldstændig roligt. Når jeg nu har fortalt dig det her, må du råbe og skrige lige så tosset du vil”. ”Har du glemt dit bundstykke?” sagde han uden at fortrække en mine.” Nej bare rolig det har jeg ikke, men min kindpude” svarede jeg. ”Du er et lille fjols og nu skal du da for alvor til at tage dig sammen” sluttede han samtalen. VI er heldig vis rimelig sikre på, hvor vi har hinanden, så vi gik i gang med plan, skaf en kindpude. Jeg fandt Stefan Alesved der også skyder med en Sauer. Jeg fik arrangeret at jeg kunne låne hans kindpude, men kun i liggende og 3×40, for i 3×20 skulle han selv bruge den. Jørn fandt en af de franske hjælper, der straks satte himmel og hav i bevægelse, for at gøre noget. Det endte med at vi fik flækket noget brugbart sammen, eller det gjorde de og det foregik på fransk, så jeg forstod ikke noget som helst. Men jeg er meget taknemmelig for deres indsats, der kommer et billede i morgen. Jeg snakkede med Johan Gustavsson om det og han gav mig et engelsk huskeråd: ”It be longs to the back!” det har jeg taget til mig, og fra nu af kommer der ikke noget op af tasken.”

Efter EM troede jeg at ikke at jeg kunne formå at lave flere dumheder, men jeg skal da love for at det har forsat. I morgen skyder vi 60 liggende, så må vi se om jeg kan vende bølgen. Jeg er egentlig på pause, så det har gjort at mine forventninger er meget små kan jeg helt ærligt sige. Det gør også at jeg ikke har givet mig til at tude over dagen som i dag. Men trækker på skulderne

Resultater kan følges på: results.sius.com og griner lidt af det.

Older Posts »

Kategorier